Elvere; der findes mange forskellige elvere. I Midvolda bor der fast to typer: Elvere og Sortelvere. Da alle elvere måske nedstammer fra højelevere, er her noget af historien om dem.
Højelvere.
En gang, i fordums tid udgjorde højelverne en mægtig civilisation der regerede over alverden, med stor visdom og kyndighed. Man mener de var børn af de allerførste guddommelige kræfter, og gudernes ligemænd.
Meget tid er gået siden da. Højelvernes magt og indflydelse er hensunket til det usynlige og en højelver er nu et meget sjældent syn.
Ingen ved hvad der skete med deres civilisation, men det siges, at de stadigvæk har et rige et sted i verden, men ingen ved hvor, og en højelver vil hellere dø, langsomt og smertefuldt end at afslører hvor dette sted er. Astariske vismænd har dog fremsat teorier om, at dette sted er under havets overflade, med det er kun et gæt.
Når en højelver viser sig, siger gamle sagn, at det er et tegn på at der vil ske store forandringer i tiderne der kommer. Andre hævder bare, at højelveren er blevet smidt ud af sit samfund på grund af en forbrydelse mod sit folk. Men igen, det er kun gætterier. Det hævdes dog, at der findes en gammel skriftrulle, hvor der står beskrevet, at enhver højelver der forlader sit samfund skal gennemgå magisk ritualer der varer i måneder og år. Disse ritualer skulle få ham eller hende til at glemme, hvor deres land ligger, så han eller hun aldrig kan vende hjem. Men selv ikke det, har en Højelver nogensinde indrømmet, så det er kun tomme spekulationer. Ingen har, set den omtalte skriftrulle, men det postuleres, at den findes i Det Rubinrøde Bibliotek. Det Rubinrøde Biblioteket er så overvældende stort at det foreløbigt har taget flere generationers systematisk gennemgang at kategorisere og overskue bare en lille del af det. Det er under dette arbejde man har fundet en skriftrulle med Enavelds Gudsagn.
En højelver besidder en enorm visdom, og er derfor eftertragtet som rådgivere af alle konger og statsmænd, men de er også frygtet af mere almindelige folk. I nogle lande fortælles der legender om, at højelverne fra deres hemmelige land forbereder en hær af de bedste krigere i verden, og kun venter på det rette tidspunkt til at vende tilbage og genskabe deres civilisation og udrydde alle.
Dette er der nu intet der tyder på, hvis man kigger på højelvernes natur.
En højelver kunne aldrig (og der menes aldrig) drømme om at løfte et våben mod nogen, med mindre de personligt bliver angrebet. Flere højelvere har stået og overværet slag som rådgivere for den ene eller den anden konge, og selv da kongens liv var i fare, har de ikke grebet ind. Kun i det øjeblik nogen har løftet et våben mod dem personligt, har de forsvaret sig og det endda kun modstræbende. I langt de fleste tilfælde, har højelveren, nemlig, kun forsvaret sig og ikke engang prøvet at slå sin modstander ihjel eller pacificere vedkommende. Ja, nogen højelvere har selv i sådanne situationer nægtet at forsvare sig og er blevet slagtet uden at de gjorde modstand, selvom de var fuldt ud i stand til det. Højelverne er i sandhed et af verdens store mysterier.
Elverne.
Ingen ved med sikkerhed om elverne nedstammer fra højelverne, men legenden fortæller om en broder og en søster der var af adelig slægt i højelvernes civilisation ved navn Adrailer og Adramana.
Da højelverne, der er pacifister af natur, så hvordan Dunders indflydelse på de andre racer påvirkede dem og blev større og større, trak de sig tilbage fra verden.
Adrailer og Adramana valgte, meget mod deres slægters vilje, at blive fordi de begge havde forelsket sig i mennesker. Men dengang som nu frygtede nogen mennesker højelverne og broderen og søsteren blev jaget ind i de mægtige skove der på det tidspunkt dækkede meget af verden. For en tid opholdt de sig i udkanten af skovene og spejdede med blødende hjerter mod de gryende civilisationer i verden, men håbet om at de nogen sinde skulle få deres elskede at se igen, blev for vagt og for tungt at bærer. Med knuste hjerter gik de to, hånd i hånd, dybere og dybere ind i skoven. Meget mere ved man ikke om dem, men i sagnet om dem fortælles det at deres sorg blev til magi, man forbinder dem med hjertesblodssten og vandnymfestjerner og andre magiske artefakter.
Nogen mener at elverne er en blanding af mennesker og højelvere, men de fleste lærde afviser dette som nonsens. Andre mere poetiske sjæle mener at elverne blev født af de tårer som Adrailer og Adramana udgød i skoven, mens endnu andre mener at alle elvere nedstammer fra det incestuøse forhold mellem de to søskende. Men lige som med højelverne er der kun meget lidt der vides med sikkerhed.
Elverne lever over hele verden, men vest for Stormbjergene i de mægtige skove kaldet Vintervindskovene, eller Alil-Garia på skoveelvernes sprog, holder de allerfleste til. Her bor de i trækronerne på nogle gigantiske egetræer, der kun vokser i denne skov. Rundt om træernes stammer og grene, har de bygget store paladser der tager form efter træerne og som kun de kan se fra jorden.
Elverne elsker frihed og fred og selvom de har en konge og en dronning, bestemmer de fleste elverenklaver, vejledt af deres Druider, over sig selv uden indblanding fra regenterne. Kun når fremmede magter truer skoven og derved elverne. Samler de sig omkring regenterne for at koordinere deres fælles slagkraft. En slagkraft der på deres eget område er uhyggelig magtfuld. Skovhuggere og jægere tæt på Vintervindskoven kan berette om mægtige bjørne der kan tale, træer der kan gå, og insektsværme der angriber uden varsel, hvis man ved en fejl eller med vilje forbryder sig mod elvernes hellige steder. Elverne er dog ikke specielt krigeriske. Faktisk er en af deres øverste guder fredens og kærlighedens gudinde Frena, men de tilbeder også skovguden Elbior (født af Migars stav), der efter sigende skulle være en slags varevæsen, en formskifter, der kan forvandle sig til alt levende og det er hovedsageligt ham de søger støtte hos når fjenden står foran skovbrynet.
De fleste der har rejst gennem Vintervindskoven har aldrig set en elver der, hvis de ellers har holdt sig til hovedstierne, og de der ikke har det, er enten ikke vendt tilbage eller også kun sluppet fra det med nød og næppe, med dybe ar efter dyreklør og pileskud og de så sjældent hvad der angreb dem. Elverne er hemmelighedsfulde folk når det kommer til deres hjemegn, men de ses ofte uden for deres områder. De har intet mod andre racer og rejser gerne ud for at opleve verden, som eventyrer eller handlende.
Sortelvere.
Lige så lidt som man ved om højelvernes og elvernes oprindelse lige så meget dokumentation har man om sortelvernes. Deres allesammens nulevende moder og øverste Vølve er en mægtig troldkvinde kaldet Maliana som fra dystersumpene og bjergmassiverne nord for Stormbjergene skabte sit folk af sortelvere. Maliana var en gang en elverprinsesse, der var meget selvstændig og enerådig.
Hun havde en enestående dominans over alt levende og hendes familie havde svært ved at kontrollere hende. Hun søgte kontakt med menneskerne og lokkede vejfarende på afveje ved at ride nøgen gennem skoven og krydse de stier hvor handlende og andet godtfolk færdedes.
Hendes skønhed var uforlignelig og intet menneske kunne slette hende fra deres hukommelse, hvis de først havde set hende. Mangen en rejsende kom alt for tæt på elvernes byer ved at følge Maliana gennem skoven. Rygtet om den smukke elverkvinde spredte sig hurtigt og tiltrak flere og flere mennesker til Vintervindskoven og flere og flere myter blev spundet om den smukke elverkvinde.
Nogen sagde at hvis man fangede hende ville man blive ført til en stor skat, bevogtet af enhjørninger, der ville dræbe alle der kom efter skatten, hvis man ikke havde fanget hende først. Andre mente blot at man ville kunne tage hende til kone, mens nogle få mente at hun var en slags spåkone der kunne give én svar på alle hjertets længsler og på hvor man skulle søge lykken.
Til sidst blev det elverne fra Malianas enklave for meget. De holdt råd og besluttede at konfrontere hendes fader og moder med deres bekymringer. Malianas forældre prøvede først at få hende til at stoppe, ved at appellere til hendes fornuft, da det ikke hjalp tiggede og bad de på deres grædende knæ, men da også det fejlede blev de mere håndfaste. Pisk, indespærring og andre former for smertefuld afstraffelse kom nu til at høre til dagens orden for Maliana, men lige lidt hjalp det. Ved hver eneste chance hun fik stak hun af på sin Hingst Cobandir og nu begyndte der at gå rygter om at hun havde haft intim kontakt med menneskerne.
Elverne så nu ingen anden uvej end at søge råd hos Elbior, og de bragte mange ofre og bønner til hans tempel.
Maliana var uvidende om dette, men da hun igen stak af, mødte hun en mægtig bjørn på sin vej. Hun var ikke bange, for som sagt havde hun stor kontrol over alt levende. Denne bjørn var dog anderledes. Den angreb Maliana uden varsel og flåede hende ansigt og krop til ukendelighed.
Bevidstløs og døden nær blev Maliana fundet af en gruppe skrupelløse købmænd der straks tænkte at hvis de kunne helbrede elverpigen kunne de sælge hende som slave nordpå. Det lykkedes dem at holde liv i hende, men kun med nød og næppe og til sidst opgav de. På deres vej gennem dystersumpene smed de hende i det mørke mudrede vand og forlod hende.
Vandet i sumpene healede Malianas sår og snart kunne hun rejse sig fra vandet. Hun var stadigvæk skamferet til ukendelighed af bjørnens klør, og hendes hud var blevet kulsort af det mudrede vand, men hun var i live.
Maliana fandt snart ud af hvad hendes eget folk havde gjort imod hende og hun svor derpå, at hun aldrig ville vende tilbage til elverne. Hun slog sig ned i Dystersumpene, hvorfra hun nu styrer sit rige af sortelvere. Ingen ved om hun selv skaber disse væsner eller om det er elvere der frivilligt melder sig til at tjene under hende, men de har alle den samme mørke hud som Maliana.
Der eksisterer på den baggrund ikke noget særligt godt forhold mellem elvere og sortelvere, men de tolerer hinanden, når de da ikke lige bekriger hinanden. Det er dog længe siden at der har været en stor krig mellem de to civilisationer.
|
|
|