Dværg

Dværge.
Ingen ved hvornår den første dværg så dagens lys eller hvordan de blev til, og dette emne interessere også de færreste.
De fleste betragter dværgene med respekt, for dværge er gode købmænd, dygtige håndværkere og stabile krigere, og mere behøver man sådan set heller ikke vide.
Dværgenes kultur er sparsommelig og militaristisk. Lang det fleste dværge bruger det meste af deres tid i minierne i bjergene øst for Stormbjergene, hvor de konstant søger efter de rigdomme, der gemmer sig i bjergmassiverne.
Der er et utal af små og store kongedømmer i dværgens bjerge. Disse strides konstant, indgår alliancer med hinanden og bryder dem igen, efter forgodtbefindende.
Dværgenes konger minder mere om købmænd end om konger i en menneskelig forstand. De har travlt med at afsætte deres vare fra minerne til hinanden eller til andre racer, mens de lægger planer for udvidelsen af deres hær. For som alle gode købmænd ved dværgene, at rigdomme må beskyttes, hvis man vil beholde dem. Dette fører til en evigt voksende våbenindustri i dværgenes smedjer. Produktionen af de mange krigsmaskiner, rustninger og sværd betyder, at når et kongedømme opruster, så opruster alle dets naboer også, osv. osv.
Indimellem ender det i nogle mægtige slag mellem to eller flere kongedømmer. Hvor de som regel næsten udrydder hinanden, hvorpå alle naboerne vælter ind og slås om resterne indtil alle er for sårede til at kæmpe videre, herefter indgås en 100 års fredsaftale, og hvis alt går vel er der nogenlunde fred de næste 100 år, i det område i hvert fald.
De nordligst beliggende dværgekongedømmer bruger enorme ressourcer på at kæmpe sig længere nordpå, for her bor trolde og orker der først må udryddes. Dette er en evig krig, og når dværgene har fremgang kan det mærkes i Stormbjergene. De orker og trolde der jages på flugt søger ned på Sortsletten nord for Stormbjergene, hvor de enten jager de barbarstammer der vandrer rundt her på flugt, eller selv må fortsætte flugten, fordi barbarerne jager dem videre sydpå ned til Stormbjergene.
Dværgene selv har alt for travlt med at holde hinanden i skak til at koncentrere sig om erobring af Stormbjergene, men de ville nok under ingen omstændigheder gøre forsøget. For langt de fleste dværge anser Stormbjergene for at være et forbandet sted.
Et gammelt dværgeordsprog siger at klippegrunden er tynd i Stormbjergene (hvad de så end mener med det, men det er bestemt ikke godt). Og til børnene fortælles historier om forfædrene der oprettede miner i Stormbjergene, og gravede efter Mørkt Stof og i minernes mørke blev mere og mere gale, indelukkede og paranoidt hysteriske, hvis de da ikke begik selvmord, eller opkastede sig selv til guder og med ganske få loyale mænd for en tid hærgede hvileløst, uden mål og retning eller håb om sejr igennem dværgenes rige.
Dette afholder dog ikke dværgene for at færdes i bjergene og nogle forsøger sig også med minedrift, men indtil videre har ingen haft den store succes.
Dværgene tror ikke på nogen gud som sådan, men på den store fortidige konge Kala Makma, der efter sigende skulle være den første og eneste konge, der regerede over alle dværge i mange tusind år, før han via guddommelig indgriben blev gjort til en af gudernes ligeværdige og indtrådte i deres verden. Da Kala Makma forlod dværgenes verden, delte hans tre børn riget imellem sig. Dette gjorde de ikke af nogen ond vilje, men snarere af respekt og ærefrygt overfor faderens store visdom, magt og ansvar. De delte så og sige den enorme byrde imellem sig i stedet for, at kun en af dem skulle bære ansvaret. Men hermed startede de også en tradition der skulle komme til at splitte dværgenes kongerige mere og mere ad. Enhver der opkaster sig selv til konge i dværgenes rige må kunne påvise en eller anden form for slægtskab til Den Store Kala Makma. Derfor ansætter de fleste dværgeklaner en Runepræst til at holde styr på deres stamtræ og de love som deres forfædre levede under.
For det er sådan at, i hver eneste af dværgenes underjordiske haller er indgraveret en slægts historie enten ved runer eller via fantastiske stemmonumenter, friser og skulpturer. Det er Runepræsternes opgave at sørge for at slægtens historie og love bliver overholdt samt sørge for at nye fortegnelser over slægtens ærefulde vej mod storhed, bliver gjort.

Før Kala Makma forlod dværgenes rige, indgraverede han med mægtige guldbogstaver 3 ord i den gigantiske jernport til sit sagnomspundne palads. Tre ord som enhver dværg måtte holde helligt.
Ordene var:
Æren
Arbejdet
Kampen.

Historien om Den Store Sløve Krig:
Af de mere finurlige ting, som dværge har bedrevet gennem tiderne, hører Den Store Sløve Krig. Der i al sin enkelthed gik ud på at to dværge konger, erklærede hinanden krig, som det så ofte sker i dværgenes rige.
Desværre var begge parter bundet af en aftale som deres forfædre havde indgået mange hundrede år før dem. Denne aftale stadfæstede at en hver krig mellem disse to klaner kun måtte forgå med uslebne og stumpe våben, og at dette var en aftale der skulle gælde i al evighed.
Da dværge sætter deres eget og deres families ord højere end noget andet, holdt de ord og tævede løs på hinanden i 20 år uden noget resultat ud over nogle enkelte døde, samt en masse brækkede ben, fingre, arme, buler, blå mærker, rifter og skrammer. Herefter indgik familierne en fredsaftale som vist nok stadig gælder.