Enavelds Gudesagn: 

Første kapitel: De Første Guder.

”Zaran er Dødsgud og den første og sidste af alle guder. Han var den første der betrådte verden. En verden der var øde og gold, hvor der ikke herskede andet end mægtige flammehav der kun langsomt slukkedes.

Den anden gud, som betrådte verden, var Ena. Hun havde kraft nok til at slukke de store brande. Overalt hvor hun trådte begyndte planteliv at spirer frem.

Jo flere brænde hun slukkede, jo længere trak Zaran sig tilbage fra verden, indtil han til sidst kun rådede over underverdens evige ild.

Andet kapitel: Enas Ensomhed.

 Ena blev snart meget ensom, og hun begyndte derfor af jorden og vandet at lave små figurer i alle former og farver. Med et kys af vinden gav hun dem åndedræt, sådan at de kunne leve. Men hendes væsner levede kun kort. Figurerne smuldrede, hvis hun brugte for lidt vand eller gled fra hinanden, hvis hun brugte for meget. Til sidst så hun ingen anden mulighed end at opsøge Zaran, for at han med ild kunne hærde hendes skabninger.

Men Zaran var ikke til at tale med. Han fortalte Ena, at hvis man gav hendes figurer ildens kraft, ville de blive uregerlige skabninger med egne viljer ligesom ilden. Ingen ville kunne styre den kraft som man slap løs, selv ikke han.

Tredje kapitel: Enas Snedighed.

 Ena tiggede og bad Zaran om at hjælpe hende, men der var ingen hjælp at hente. Zaran trak sig længere og længere ned i sin underverden, jo højere hun klagede sin over sin ensomhed. Udmattet og træt fandt Ena til sidst på råd. Hun gik ganske tæt på indgangen til underverdenen med alle sine figurer og stillede dem der. Varmen og ilden tærede intenst på hendes kræfter, så hun måtte flygte væk fra porten og finde hvile.

Enas plan virkede. Snart hærdedes figurerne. Orker, elvere, dværge, dyr, gobliner, vandnymfer, trolde, mennesker og andre væsner myldrede ud i verden befolkede den.

Men Zaran fik ret: I den intense sammensmeltning mellem liv og død opstod nye guder og kræfter lige så mægtige som Ena og Zaran, der alle på en eller anden måde knyttede sig til Enas skabninger og kom til at påvirke deres færden i verden. 

Fjerde kapitel: Zarans Vrede.

 Ena legede, levede, spiste, dansede og talte med disse nye vidunderlige væsner, der alle havde deres egne særlige kendetegn og karakter. Hun lo med dem, underviste dem, græd over dem og var ikke længere ensom.

Zaran opdagede snart hvad der var sket og blev aldeles rasende over tabet af den enerådende magt over ilden. I hævntørst formede han af metallerne i lavaen fra sin underverden endnu en mægtig guddom. Med en mægtig hammer, kaldet Ragnabrøl, smedede han alle sin søns lemmer. Derpå søgte han ud fra underverden for at finde Ena, der som den eneste kunne give hans søn liv. Han fandt hende i dyb søvn under et træ. I stedet for at vække hende tog han sin skabning og pressede den ind i maven på hende i håb om, at hendes kræfter ville smitte af på sønnen. Zaran satte sig ned for at vente og i lang tid skete der ingen ting, ud over at Ena stille sov videre, mens hun langsom blev, større og større. Men så en morgen vågnede hun med et skrig, og i stor smerte pressede hun deres søn ud mellem sine ben. Før hun opdagede hvad der var sket. havde Zaran taget barnet og var vent tilbage til underverdenen.

Femte kapitel: Enas Børn.

 Zaran navngav sin søn Dunder, og forklarede sin søn hvordan hans mor havde snydt hans far, og at Zaran derfor havde skabt ham for at gøre alting godt igen. Han forklarede Dunder, at han skulle sørge for at alle skabninger kom tilbage til underverdenen sådan at Zaran igen var eneste hersker over ilden. Dermed var krigens og ufredens gud skabt.

Dunder drog straks ud i verden og opildnende alle væsner til at bekrige hinanden.

Først fandt han, de af Enas skabninger hvis karakter var mest til kamp, ufred og krig. Særligt hos trolde, gobliner og orker vandt hans ideer genklang, men overalt hvor han kom frem bredte krig og ufred sig. I hobetal vendte de døde tilbage til Zaran.

Sjette kapitel: Enas Datter.

 Men under træet hvor Ena havde født Dunder, genlød Enas skrig snart igen 3 gange og ud af hende kom 3 gudebørn.

Den første var en datter. Ena tog hende straks op til sit bryst, og nærede hende med mælk og kærlighed. Hun gav hende navnet hende Frena.

Frena voksede hurtigt op og legede med Enas andre skabninger, der hvor hendes bror Dunder endnu ikke havde forvoldt død og ulykke. Men konstant måtte hun finde nye steder hvor hun kunne være, for overalt ufreden frem. Frena var ulykkelig.

Men en dag kom nogle af skabningerne hen til hende og fremviste et lille nyt væsen som Frena aldrig havde set før. De fortalte hende de tit tilbragte ikke bare dagen, men også natten sammen. De havde været lykkelige, indtil den ene af dem pludselig var svulmet op og senere havde følt det som om døden kom, en vanvittig smerte havde overtaget væsnets krop og det havde føltes som om kroppen skulle sprække. Ud af kroppen var dette lille væsen kommet. Frena forstod straks hvad der var sket. Hun begyndte derfor at lære alle væsner at elske og drage omsorg for hinanden, og snart myldrede det frem med afkom, der voksede op og drog ud i verden, for at befolke nye dele af den. Selv der hvor krigen kom, blev der skabt nye generationer og sådan har det været ligesiden.

Syvende kapitel: Enas Sønner .

 Enas to andre børn var sønner, og også dem tog hun til sit bryst og hun navngav dem Lotan og Migar.

Migar fandt hurtigt ud af at more sig med at tegne mønstre i jorden og frem i verden sprang de underligste skabninger, mystiske begivenheder og sære kræfter.

Lotan derimod kunne ikke rigtig finde på noget at lave ud over pine og plage skabninger og væsner ved at hviske ideer i ørene på dem, der fik dem til at misunde hinanden. Grådighed, nærighed og handel opstod. Da fik Lotan øje på Migars tegnestav, en lang pind af guld.

Ottende kapitel: Lotans Tyveri.

En nat hvor Migar efter en lang dags tegnen, sov trygt stjal Lotan guldstaven og skar den i bitte små stykker og spredte den ud over verden. Da menneskene opdagede guldet blev grådigheden og misundelse blot større. Med pengenes skabelse havde Lotan gjort sig selv overflødig.

Så hans kedsomhed voksede og gør det stadig.

Da Migar vågnede og så at hans stav var væk, blev han først ked af det og derefter vred. Han kunne nok regne ud hvem der havde taget hans guldstav…

Dette er hvad der var bevaret af Enavelds Gudesagn i Det Rubinrøde Bibliotek … Men der findes andre dele af sagnet der mundtligt overleveres fra generation til genreration…